Menu

Sejr i Zebrafolden på 3-0 i serie 1

image Per Myhrmann
Per Myhrmann
31. august 2025 kl. 08:24
Comeback og scoring af Bjørn Jensen

Referat af S1-kampen Avedøre – Havdrup – 3-0 (0-0).

Avedøre er kommet godt fra start i dette efterår i serie 1. Sejren over Havdrup var ventet, men trods overvægt i spil i første halvleg fik Avedøre ikke scoret. Havdrup havde nogle gode kontraangreb, som kunne have ført til føring til bundholdet. Største chance i første halvleg tilfaldt Anas Hassani. Han kom fri af forsvaret og vippede bolden over den fremstormende målmand uden for feltet. Desværre blev vippet lidt langt, så Anas først fik fat i bolden næsten på baglinjen. Vinklen blev for lille, så afslutningen ramte stolpen og gik i spil igen.

Trods afbud fra 5 spillere siden sidste kamp var Avedøre klar favorit. Havdrup havde inden kampen ingen point, og det er har de stadig. Frederik Antonsen blev desværre skadet i første halvleg og måtte forlade banen.

 

Anden halvleg tilhørte helt og aldeles hjemmeholdet. Havdrup kom kun frem til én stor chance i slutminutterne af kampen, da de var blevet reduceret til 10 mand. Trods overvægt og godt spil måtte tilskuerne vente til der var spillet 71 minutter, før føringen kom. Bjørn Jensen, der gjord comeback i den zebrastribede trøje efter 2½ års fravær, driblede i feltet og frembragte et straffespark, som han selv udnyttede sikkert. Ti minutter senere fandt Bjørn Jensen indskiftede Mikkel Gøtterup Bagge, som kanonerede sit første mål for Avedøre i nettet højt i målet uden chance for målmanden fra Havdrup. Og da uret passerede de 90 minutter scorede Gøtterup Bagge sit andet mål, igen efter assist af Lille-Bjørn.

 

Der var en del tilskuere på området, idet det var ungdomsdag. Jeg talte i starten af anden halvleg 180 tilskuere på området. Men en del af dem så ikke på kampen, men hyggede sig med mad og snak ved bordene eller hoppede rundt i de opstillede legeredskaber fra telte.nu. Desuden var der to hunde. Den unge labradorhan Frede Andersen iført stribet Zebratrøje og en meget rolig schæfertæve fik en god dag udendørs med deres ejere.

 

Det er nu lettere og sjovere at skrive referater om sejre end om nederlag. Det er nu også rart at slutte af på toppen med en sejr. Dette er nemlig det sidste referat fra min hånd, da jeg stopper med arbejdet den 1. september efter længere tids overvejelse.

 

Næste kamp er fredag den 5. september kl. 18.30 på udebane mod Køge Nord.

Luk