Menu

Nyt fra DBU Sjælland

image logo
DBU Sjælland
18. marts 2020 kl. 15:19
Pm covid-19
 
Coronavirus: Infomail pr. 17. marts 2020
 
(Sendt til postadresse og formand)
 
I lyset af den udviklende situation og regering og sundhedsmyndigheders løbende opdateringer prøver vi her at adressere nogle af de spørgsmål, der stadig florerer i Fodbolddanmark.
                     
Kære klubber og klubfolk
 
Vi håber, at I holder hovederne højt i disse ellers lidt ængstelige dage. Selvom fodbolden er sat på hold, er det glædeligt at se hvor seriøst og samarbejdsvilligt, klubberne tager hånd om den ellers noget uvante situation.
 
I denne mail giver vi en kort update på situationen, tager fat i enkelte problemstillinger, der stadig kan forekomme, og kommer med inspiration til, hvordan ventetiden kan fordrives konstruktivt.
 
Aflysning af fodboldaktivitet
 
Al fodboldaktivitet er fortsat aflyst. I første omgang er det som udmeldt frem til april, men vi vil naturligvis følge myndighedernes opdateringer i forhold til folkesundheden, og det kan derfor ikke udelukkes, at aflysningerne vil fortsætte ud over den nuværende periode. Præcist hvordan, hvorledes og hvor længe kan vi af gode grunde ikke sige på nuværende tidspunkt, men blot opfordre til, at klubberne indtænker samme grad af fleksibilitet som med aflysninger i andre samfundsmæssige sammenhænge end fodbolden.
 
Vi har blikket på bolden og bestræber os naturligvis på at holde jer bedst muligt informeret og opdateret, efterhånden som brikkerne flytter sig og med tiden falder på plads.
 
Vi ved, at mange af jer har spørgsmål til turneringen, og det har vi fuld forståelse for. Men på nuværende tidspunkt kan vi ikke fortælle andet end, at alle aktiviteter er aflyst indtil udgangen af marts måned. Dette kan dog forlænges afhængigt af myndighedernes krav og anbefalinger. Men vi følger løbende regeringens og myndighedernes udmeldinger, og vi arbejder naturligvis med alternative scenarier, såfremt det skulle blive nødvendigt.
 

Selvarrangeret fodbold/træning
 
Jævnfør DIF’s udmelding, som er baseret på regeringens og myndighedernes krav og anbefalinger, så anbefaler DBU Sjælland, at al fodboldaktivitet indstilles – det gælder både indendørs og udendørs. Derfor henstilles det på det kraftigste til, at fodboldspillere og deres klubber ikke arrangerer ”uformelle” trænings- eller hyggeboldsessioner. Hvor godt, ”fodbold uden nærkontakt” eller andre snedige forholdsregler end måtte lyde i teorien, er det altså myndigheder og idrætsinstansers klare overbevisning, at folk ikke bør mødes unødigt i denne periode – heller ikke for at spille fodbold.
Enkelte steder møder spillerne tilmed op i klubtøj eller -farver, hvilket i den grad – på trods af de bedste intentioner – kan underminere myndighederne og ikke mindst klubbernes anstrengelser på at få medlemmer og den brede befolkning til at imødekomme de officielle krav og anbefalinger. Holdansvarlige bedes derfor sikre sig, at spillerne ikke mødes uformelt for at spille fodbold, før situationen ændres.
 
 
Klubmail og postkasse
 
På et tidspunkt vil fodboldhverdagen vende retur, og vi udsender løbende nyt om ændringer i forhold til turnerings- og kampafvikling. Da situationen pt. ændres fra dag til dag/uge til uge, kan vi komme ud for at skulle være klar til at sætte i gang igen med relativt kort varsel. Derfor er det vigtigt, at de informationer, vi fremsender klubberne, også læses løbende. Det kunne fx være, at henvendelsen krævede bekræftelse eller anden tilbagemelding, som arrangører og modstandere skal bruge, før vi kan gå videre med arbejdet.
 
Vi henstiller derfor til klubberne at tjekke deres post – digital som analog – løbende.
 
 
Brug ventetiden konstruktivt: Hvad kan man gøre, mens vi venter?
 
På DBU Sjællands officielle kanaler – hjemmeside, nyhedsbrev, Facebook og sågar Instagram – forsøger vi løbende at komme med forslag til, hvordan spillere kan holde sig skarpe her i pausen. På de sociale medier vil der primært komme inspiration til at holde form og fysik ved lige gennem selvtræning. Det sker med henblik på at holde spillerne til ilden og give dem noget at kanalisere energien ud igennem – så hold øje med både Facebook og Instagram.
 
Som klub kan man også benytte ventetiden til at få fintunet KlubOffice med de nyeste informationer og kontaktoplysninger: Har klubben fx fået ny formand, kasserer eller turneringsansvarlig?

Derudover tilbyder DBU Sjælland som bekendt 
klubudviklingsforløb, der kan kigge på og skærpe indsatsen på områder som opstart af nye aktiviteter; engagement af flere pigespillere og optimering af den daglige drift i klubben. Der arbejdes i øjeblikket på muligheden for at afvikle klubudvikling online bl.a. gennem web-seminarer eller Skype, men indtil der foreligger mere konkret på den front, kan I læse mere om klubudviklingsforløbet og dets muligheder på vores hjemmeside.
 
 
Fremtidig info
 
Vi vil forsøge at udkomme med jævnlige opdateringer på situationen – både i forhold til myndighedernes og regeringens opfordringer og hvad fremtiden bringer for DBU Sjælland og alle jer ude i klubberne. Vi har derudover oprettet en Corona-statusside, som opdateres hyppigt med seneste nyt om situationen. En side, som du kan finde her.
 
Hos DBU Sjælland er vi ved godt mod, og på trods af den ufrivillige pause, er der masser at lave. Det kræver naturligvis fuld fokus fra vores side, men for at kunne få fodboldmaskineriet til at fungere bedst muligt er vi også afhængige af jeres fortsatte samarbejde. I mellemtiden takker vi for forståelse og den fantastiske opbakning, vi mødes med overalt på øen.
 
Vi støtter alle sammen op om bestræbelserne på at dæmpe udbredelse af Coronavirussen, og på mange måder minder situationen pt. om en 2-mod-1-friløber mod mål: Sandsynligheden for at score øges med koncentration, samarbejde og en vis portion koldt vand i blodet.
Luk