Menu

Hård start for Avedøres DS-hold

image Klubbens logo
Per Myhrmann
01. april 2021 kl. 16:34
Tabte 0-4 på hjemmebane (K2) til Køge Nord

Referat af DS-kampen Avedøre - Køge Nord –0-4 (0-3).

 

Kampen bød for Avedøres vedkommende på comeback til Kim Gurskov, Martin S. Nielsen, Nick Ilsø og Anton Holm, samt debut for de i 2. halvleg indskiftede Emil Skjold Larsen og Sameer Shahzad Arshad.

Kampen blev spillet uden tilskuere på kunstbane 2, og den første kvarter var meget lige. Men Køge Nord begyndte at presse på og havde bl.a. et hovedstød over mål efter hjørnespark.

Men så fulgte en periode, hvor Avedøre virkede bedst, og Nicklas Antonsen fik en lang aflevering og kunne sætte hovedet på bolden, men fik ikke tid til at sende den over den fremstormende målmand.

Så var det Avedøre tur til at redde en stor chance, men minuttet efter (34. minut) kom Køge Nords Emil Andersen fri i feltet efter et indlæg fra højre, og han havde ladet ved at lægge bolden i det tomme mål.

Derefter blev det trængselstider for Avedøre. Et flugtskud efter hjørnespark af Ibrahim Fadi Samrawi førte til en 2-0 føring for gæsterne, og i halvlegens overtid kunne Kasper Wibholm Henriksen øge til 3-0.

En føring på 3 mål ved pausen til Køge Nord var ikke et billede på, hvordan halvlegen var forløbet, Helt klart en for stor føring efter spil og chancer.

Avedøre var tvunget til at foretage to udskiftninger i pausen grundet skader. Udskiftningerne havde intet at gøre med, at Ibrahim Fadi Samrawi fire minutter efter pausen fik en gratis mulighed efter et stort kiks af Avedøre ved midten af banen i forsvarets venstreside. Ibrahim Fadi Samrawi driblede rundt med målmand og nogle tilbageløbende forsvarere, inden han lagde bolden i det tomme mål i en blød bue.

Herfra så det meget svært ud for Avedøre. Men et indlæg fra højre til en fri Marc Rosenmejer foran mål kunne have givet en reducering, men Avedøres topscorer kastede sig og sparkede bolden over målet. Køge Nord havde et hovedstød forbi mål, og Martin S. Nielsen slap fri, men målmanden blokerede afslutningen og forhindrede en reducering. Den største chance tilfaldt Køge Nord, da en offsidetrækning ikke virkede, men den indskiftede angriber sendte bolden forbi både Emil Skjold Larsen og målet.

Køge Nord havde også en chance, da et forkert dømt hjørnespark til gæsterne gav kæmpechance foran mål, men der blev tacklet og blokeret i nogle forsøg af Avedøre. Lige efter førte det til frispark og lidt uoverensstemmelse spillerne imellem, og Ibrahim Fadi Samrawi fra Køge Nord fik præsenteret det røde kort, mens Avedøres Wandifa Danpha slap med et gult af slagsen og blev derefter udskiftet.

Baboucarr Baldeh havde kampens sidste chance, men sendte det gode tilbud forbi mål, trods han ikke var presset.

 

Kampen blev spillet uden tilskuere.

 

Den næste kamp er en udekamp mod Union 2. påskedag mandag den 5. april kl. 14.00 på Genforeningspladsen; stadig uden tilskuere.

 

Mål:               Lucas Thers

Forsvar:         Magnus Johansson – Mathias S. Christensen (anf.) – Wandifa Danpha – Mikkel Schmelling

Midtbane: Nicklas Antonsen - Kim Gurskov - Oliver Skjold Larsen - Martin S. Nielsen

Angreb: Nick Ilsø - Marc Rosenmejer

 

Indskiftet: Emil Skjold Larsen (46´Lucas Thers) - Albin Fetahi (46´Nicklas Antonsen) - Baboucarr Baldeh (62´ Kim Gurskov) - Sameer Shahzad Arshad (70´ Martin S. Nielsen) - Anton Holm (83´Wandifa Danpha)

Ikke benyttet: Abdallah Said - Aymen Lamlil

Luk